Blæst

Blæsten. Den blæser gennem alt. Den blæser kulden ind i vores utætte hus og helt ind i mine knogler. Jeg kan ikke få varmen. Den blæser mine tanker i uorden og blæser mine gode intentioner omkuld. Det føles umuligt at løbe eller cykle eller bare gå i den blæst. De endeløse marker lader den suse uforstyrret gennem landskabet og brage ind under huen og ned under halstørklædet uanset hvor meget jeg pakker mig ind. Modvinden gør mine bevægelser langsomme og tunge og jeg orker det næsten ikke. Den har blæst havestole op i bålstedet, blæst stigen i stykker, blæst hønsene sammen i en lille flok, der står og skutter sig bag kvashegnet.

Måske har den også blæst uglen væk fra grantræet. Eller måske er det mig selv. Siden jeg fortalte om uglen, har jeg hverken hørt eller set den. Var det en hemmelighed, jeg ikke vidste var hemmelig?

Jeg er ikke et blæstmenneske. Jeg er et skovmenneske. En dag vil jeg bo i en skov. Blæsten giver mig lyst til at plante et kæmpe læhegn rundt om hele grunden. Lyst til at gemme mig indendørs, under tæpper, bag (delvist) beskyttende mure. Jeg fungerer ikke i blæst. Jeg går i stå. Jeg går i hi. Jeg vil ikke ud i det. Alting må vente til blæsten har lagt sig, og det føles som om det har blæst i en evighed.

Jeg spekulerer på hvordan det ville være, at være nødt til at være ude i blæsten hver dag. Det er så nemt at tage bilen ud og købe ind, så man næsten ikke behøver mærke blæsten. Det er så nemt at kunne blive indendøre og kun gå ud i det omfang, der er absolut nødvendigt. Måske ville jeg blive bedre til at håndtere den, hvis det ikke var så nemt at afskærme mig fra den? På en måde gad jeg godt være nødt til at cykle eller gå gennem blæsten hver dag. Leve med den på en meget mere kropsnær måde. Men jeg ved også hvor afsindigt kold og træt den gør mig, og hvor rart det er at kunne gå lidt i hi indendørs. Og hvor meget det irriterer mig, at den alligevel trænger ind gennem utætte vægge og døre.

Her til morgen er der endelig stille og solen hænger som den mest magiske dybrøde kugle derude. Jeg kan høre min ene søn pusle på værelset, ellers er der helt, helt stille. Lige om lidt skal jeg gøre ting og være aktiv i verden, men lige nu er der plads til at sidde her og kigge på solen og tænke på blæsten.

—

Senere:

Jeg har været på sygehuset for at få taget en blodprøve i dag. Jeg kunne have taget bilen og sparet en masse tid, men jeg vil hellere tage toget og gå fra stationen, når det kan lade sig gøre. Det er en langsommelighed, som jeg prøver at insistere på overfor mig selv. Jeg har længe været lidt irriteret på den offentlige transport, fordi det føles så langsomt og besværligt med en masse skift og ting, der skal passe sammen, og børn, der bliver trætte og ikke gider gå eller ikke gider busser eller ikke gider mere overhovedet. Det har fyldt så meget i så mange år, at jeg på en måde har glemt lidt hvor meget jeg selv holder af at sidde i et tog og blive kørt et sted hen, og at jeg elsker elsker elsker at gå. Den halve times gåtur fra stationen til sygehuset er ikke en ulempe. Det er en glæde. En ro. Nu kan jeg efterhånden også finde vej uden telefonen til at guide mig. Jeg øver mig på at finde vej uden, at holde øje med skilte, genkendelige ting, lægge mærke til hvilken retning jeg går i. Jeg er blevet for afhængig af at holde øje med ruten på telefonen. Jeg vil gerne se mere mens jeg går. Bemærke verden omkring mig. Være til stede.

Der var ingen blæst da jeg gik der på vej til og fra sygehuset, men så snart jeg steg af toget efter hjemturen, var den der igen. Det er noget besynderligt noget. Når man kigger på træerne er der ikke en vind, der rører sig, men nede i cykel- og ganghøjde, herude mellem markerne, er den der alligevel, blæsten. Den er her næsten altid i et eller andet omfang.

Jeg håber uglen også stadig er her. Håber at den sidder i træet og svarer, når jeg hilser på den i aften på vej ud for at lukke ænderne ind for natten. Håber at jeg igen får lov at se den hoppe lidt på grenen for derefter at brede sine store vinger ud og svæve lydløst afsted.