Jeg er her stadig

Hvor starter jeg når jeg ikke har skrevet herinde i evigheder?

Skrevet i juli, glemt igen, en slags start.

Jeg kunne skrive om vanvittigt vejr, om at se vandet lægge sig som en sø rundt om huset og sive ind i soveværelset. Jeg kunne skrive om følelsen af at rive alt det ned vi har bygget op derude, om strømmen der går og vildt hjælpsomme naboer, om at håndtere det hele, selvom det hele var alt for meget. Jeg kunne skrive om roen, der falder på efterfølgende. Fatalismen, da det begynder at regne igen, og bliver ved og ved og ved med at regne. Hvor meget værre kan det overhovedet blive?*

Jeg kunne skrive mere om de fællesskaber, jeg stadig savner. Om fuldmåneceremoni, en krage og en ulv. Om glæden ved at se sommerfuglene danse rundt i haven. Om morgenfruer og oreganoblomster. Solsorteunger i hækken. Ærter, der mod forventning bliver til noget i år. Bønner, der klatrer mod himlen. Og lyset når solen kigger frem mellem skyerne. Om larmen, der stadig generer mig. Om splittelsen mellem at ville blive og at ville væk.

Jeg kunne skrive om kærligheden og forbløffelsen over hvor meget jeg faktisk kan savne mit yndlingsmenneske, når han er væk i et par uger.

Jeg kunne skrive om endelig at komme i gang med at skrive igen. Skrive noget ægte, noget der vil ud. Jeg kunne også bare skrive videre på det. Eller lave noget fornuftigt. Men jeg er her i hvert fald stadig. Tror jeg nok.

*Meget værre, skulle det vise sig kort efter. Men alting løser sig henad vejen, tror jeg.