Rod

Oktober 2025, endnu en start

Jeg føler trang til at skrive noget, men jeg ved ikke hvad. Jeg ved aldrig hvor man starter når skriften er standset (igen). Jeg vil skrive, men det er nemmere at snitte skeer. Eller det er det måske ikke, men det er bare hænderne. Bevægelser, gentagelser, og der kommer et produkt ud af det, som måske endda kan bruges til noget.

Mit forhold til skriften er ambivalent. På den ene side føler jeg skriftens væsentlighed. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden skriften. På den anden side virker skriften så ligegyldig. Måske er det bare min skrift der ligegyldig. Måske er det bare det med at vi bliver ved med alle sammen at kaste ord (billeder, videoer, alt muligt) ud i verden. Oversvømmelsen er reel. Men samtidig elsker jeg den ligegyldige, den afslappede skrift, hverdagsskriften. Det er som en samtale med mennesker jeg ikke nødvendigvis har mødt. En samtale med verden. Egentlig er det vel ikke så meget anderledes end at snitte skeer. Det er jo ikke fordi verden mangler skeer, men det er rart at skabe dem selv, og rart at se andres skeer.

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med noget. Alting roder. Både mentalt og fysisk. Hverdagen fylder for meget og vi mangler en tredjedel af vores hus. Det fylder også. Senge i stuen og kister i køkkenet. Jeg kan ikke rydde op og skabe orden, for der er ikke plads. Det er hvad det er. Det går over igen. Skolestart fylder. At skulle op og afsted hver dag. Madpakker og mindre tid. At skulle være der for et barn, der har det svært med skole. Der er ikke plads til meget andet. Det går også over igen (vil jeg tro).

Jeg har altid ønsket mig et simpelt liv. At få børn udfordrer helt sikkert simpliciteten. At få neurodivergente børn endnu mere. Egentlig er det jo ikke børnene. Det er samfundet, kompleksiteten, kravene. Vi kunne sagtens leve et simpelt og roligt liv med børn, men hvad med fremtiden og alle de udefrakommende krav? Lige nu holder vi ferie. Det føles luksuriøst ikke at skulle op og afsted, ikke at skulle smøre madpakker hver dag. Jeg prøver at huske at nyde det.

Jeg høster af de få ting vores kaoshave har givet i år (næste år bliver bedre). Jeg snitter flere skeer end jeg længe har gjort. Jeg hækler på et ligegyldigt tæppe. Jeg bygger vægge op igen. Jeg læser bøger i et vanvittigt tempo og ser ligegyldige serier. Og jeg forsøger at være i det kaos, der omgiver mig lige nu. Egentlig er her meget roligt, men der skal ikke ret meget til at vælte læsset. Og jeg er gået i efterårsmode. Jeg gider ikke mere. Men måske er jeg i gang med at skrive igen. Måske.